Alt, du skal vide om samtidighedsferie
Med samtidighedsferie og den nye ferielov kan du og dine medarbejdere bruge feriedage i takt med, at de bliver opsparet. Og feriedagene kan fordeles ud over hele 16 måneder. Det gør planlægning af ferie mere fleksibel.
Alle lønmodtagere opsparer 25 feriedage på et år – sådan har det hele tiden været. Men i stedet for at skulle vente op til halvandet år på at få dem til rådighed, så kan din medarbejder holde betalt ferie i takt med, at den bliver opsparet.
Medarbejderen kan enten opspare ferie med løn og ferietillæg eller ferie med feriepenge. På det punkt er alt ved det gamle i den nye ferielov. Og du skal stadig afsætte 12,5 % i feriepenge og mindst 1 % i ferietillæg.
Ferieåret begynder den 1. september
Din medarbejder opsparer 2,08 feriedage hver måned i løbet af et år. Det år kaldes optjeningsåret. Det giver medarbejderen 25 feriedage i alt på et år.
De 25 feriedage kan bruges løbende eller senest fire måneder efter, at de sidste feriedage er opsparet. Der er nemlig hele 16 måneder til at afholde den optjente ferie. Den periode kaldes afholdelsesperioden.
At den ene periode er længere end den anden giver større fleksibilitet, når det kommer til at få brugt feriedagene.
Feriedage opspares fra den 1. september til den 31. august.
Feriedage kan bruges fra den 1. september til den 31. december året efter.
Læs med her, hvis du er i tvivl om feriereglerne for timelønnede og funktionærer.
Ferien skal planlægges i god tid
Selvom samtidighedsferie giver dine medarbejder lang tid til at bruge ferien, så skal du alligevel sørge for, at den bliver planlagt. Det er nemlig dit ansvar at sørge for, at medarbejderen har holdt mindst 20 dages ferie i løbet af ferieåret.
Din medarbejder har ret til at holde tre ugers sammenhængende ferie i løbet af sommeren. Men sommeren ligger i slutningen af ferieåret, og det tager ca. 8 måneder at spare op til 15 feriedage. Hvis din medarbejder kommer til at bruge for mange feriedage, vil der måske ikke være nok til tre ugers sommerferie.
Omvendt kan du også stå i den situation, at en medarbejder ikke har holdt al sin ferie, når ferieåret slutter d. 31. december. Og så kan du overføre ferie til næste år, hvis altså medarbejderne har holdt mindst 20 feriedage.
Det er derfor en rigtig god ide at planlægge ferie i god tid. Når et ferieår er godt i gang, og I skal planlægge ferie, er det nemt at få en status på feriesaldoen i Danløn. Så kan du hele tiden følge med i, hvor meget der er sparet op, og hvor meget der er brugt.
Afholdelse af ferie
I Danløn får dine medarbejdere som udgangspunkt deres feriedage til rådighed i lønperioden efter, det er optjent. Det betyder fx for en månedslønnet medarbejder, at ferie, der er optjent i september, kan bruges i oktober.
Men du har også mulighed for at få feriedagene til rådighed i samme lønperiode, som de er optjent. Det betyder fx for en månedslønnet medarbejder, at ferie, der er opsparet i september, allerede kan bruges i september.
Læs mere og få hjælp til at tage stilling til afholdelse af ferie.
Feriedage kan gives på forskud
Med samtidighedsferie er det også muligt at give en medarbejder feriedage på forskud, hvis der ikke er opsparet nok til en ønsket ferie.
Bliv klogere på reglerne for forskudsferie inden du siger ja. Og brug gerne vores tjekliste til at aftale forskudsferie, så du får en god aftale.
Udbetaling af feriepenge til timelønnede
Din medarbejder skal have sine feriepengene til rådighed, når han eller hun holder sin ferie. Du skal derfor indbetale feriepenge hurtigere og oftere, end du plejer. Hvis du bruger FerieKonto, kan du betale feriepenge med Overførselsservice via Danløn.
Udbetaling af ferietillæg
Med samtidighedsferie er der flere muligheder for udbetaling af ferietillæg. Enten to gange årligt eller løbende i takt med ferien.
Du skal bare vælge det, der passer din virksomhed bedst. Lær reglerne om udbetaling af ferietillæg.
Når en medarbejder fratræder
Du skal opgøre og afregne ferien, inden medarbejderen fratræder. Uanset om det er en timelønnet eller funktionær. Find ud af, hvad du skal gøre med ferie, når en medarbejder fratræder.
Hent Danløns lønguide
Når du arbejder med løn, er der altid mange opgaver at løse. I Danløns gratis lønguide får du måned for måned det store overblik.
HENT LØNGUIDENKategori
Ferie
Tags: