15 jul 2018

Kristina Loncar

Danløn, Content Creator

Fra svend til succesfuld slagter

Duften af seranoskinke, chorizopølser og carpaccio pirrer selv de garvede gourmetnæser. Det er blot et beskedent udpluk af de udsøgte delikatesser, der pryder diskene og holder gryderne i kog hos Slagter Rieck.

Det, der for familien Rieck engang blot virkede som en fjern drøm, viser sig i 1990'erne at blive deres levevej. Danløn har mødt Slagter Rieck, en forretning, som i årevis har været en hjørnesten i hjertet af Allerød. 

Når drømmen står til salg 

Vi skruer tiden tilbage til 1999, hvor Jan Rieck og hans kone, Mette Rieck fik chancen for at købe sig ind i den gamle slagter på hjørnet af gågaden i provinsbyen Allerød. Det var en mulighed, de ikke kunne sige nej til. 

- Jan har altid haft en drøm om det i og med, at han havde tænkt på forretningen, men om han vidste, at han kunne drive slagterbutikken i 19 år - det er jeg ikke sikker på, at han var klar over, siger Mette Rieck. 

Slagterbutikkens beliggenhed og begejstringen for den lille by i Nordsjælland begyndte allerede at blomstre, dengang Jan Rieck arbejdede som svend i supermarkedet Prima, der kun lå et stenkast fra slagterbutikken. Derfor tøvede han ikke et sekund med at slå til, da den tidligere ejer senere gik på pension og ville af med butikken. 

- Jan sagde dengang, at hvis han nogensinde skulle have sin egen forretning, skulle det være den oppe på hjørnet. Og pludselig var den så til salg, fortæller Mette Rieck. 

Nyt livsprojekt ser dagens lys 

To år arbejder Jan Rieck som skadedyrsbekæmper, før det går op for ham, at jagten på sølvfisk, rotter og myrer ikke er hans kald. Kærligheden til kødgryder, krydderier og slagterknive vokser sig i mellemtiden større, og det gav ham mod på at kaste sig ud i den store drøm. 

Familien Rieck indså hurtigt, at drømme nok er gratis, men at det koster tid, penge og hårdt arbejde at puste liv i dem. Deres livsprojekt var ingen undtagelse. 

Udskiftning af fliser, renovering af gulv og indkøb af nye slagterimaskiner stod øverst på prioriteringslisten, da de først fik overrakt nøglerne til butikken. Selvom det endte med at blive en dyr affære, var det en nødvendig investering. 

- Det kostede spidsen af en jetjæger, og det var sindssygt hårdt arbejde, men det var virkelig rart at få det gjort, siger Mette Rieck. 

Egentlig var planen, at istandsættelsen skulle være færdig den 1. november 1999, men forsinkede diske skubbede til åbningsdatoen. Den røde løber blev derfor først rullet ud dagen før Mortensaften, hvor familien Rieck endelig kunne byde Allerød velkommen til den nye slagterbutik. 

Entusiasmen blandt byens borgere over nyheden om den nye slagterbutik spredte sig med lynets hast. Både gamle og nye kunder strømmede til forretningen i så stort tal, at Jan og Mette Rieck måtte ansætte deres første medarbejder på fuldtid kort efter, at dørene blev slået op. 

Siden da har personalet vokset sig større og tæller i øjeblikket to udlærte slagtersvende, som begge har været i lære hos Slagter Rieck, en lærling, der er halvandet år inde i sin læretid og to delikatessedamer, som tager sig af køkkenarbejdet. 

Kvalitetskød med kærlighed i 

Jan Riecks rejse fra svend til succesfuld slagter har været lang og krævende. En af de helt store udfordringer ved at drive egen forretning i et lokalområde, er den evige kamp mod forestillingen om, at slagterkød er alt for dyrt. 

- Kvalitetskød har sin pris, men det er alligevel ikke så meget mere, man giver. Et kilo friskhakket oksekød er dyrere, men det er klart, for det er hverken poppet ud af en maskine på en fabrik eller gaspakket, og kan kun holde sig i 24 timer, siger Mette Rieck. 

Et rigt udvalg af kvalitetskød med kærlighed i går hånd i hånd, og det vil Slagter Rieck gerne kendes på. Tager man et smugkig i menuens utallige fristelser, der blandt andet byder på porchettasteg, helstegt lammekølle og lakserilette, får den da også tænderne til at løbe i vand. 

- Vi laver det hele selv, og vi laver det af gode råvarer. Kort sagt putter vi kærlighed i vores kød. Samtidig har vi nogle gode medarbejdere, som går op i det, der bliver sendt ud. Det skal være pænt og ordentligt, og så skal det smage godt, forklarer Mette Rieck. 

Udvikling og kreativ tænkning er i højsædet, når det kommer til sammensætning af retter og menuer. Slagter Rieck følger med på den nyeste bølge af trends, så de altid kan servere noget, der er oppe i tiden. 

Det hænder en sjælden gang, at familien Rieck løber tør for rødvin og inspiration, når de i de sene aftentimer om søndagen giver sig i kast med planlægning af menuerne. Her kommer deres kædesamarbejde med Mad med mere dem ofte til undsætning. 

- Samarbejdet med Mad med mere er givet godt ud, for det kan være en udfordring at stå med det alene til tider. Samtidig er det også svært at blive ved med at finde på noget nyt, siger hun. 

Én slagterforretning stiller sulten 

Familien Rieck drømte stort i 90erne, og selvom forretningen efterhånden er en velbesøgt hjørnesten i Allerød, er der ikke flere slagterbutikker på tegnebrættet lige foreløbig. 

- Vi vil hellere have én god butik end to halvdårlige, for man kan ikke være to steder på én gang. Hvis man vil satse på kvalitet og hele tiden skal kunne stå inde for de ting, man gør, kan Jan ikke dele sig i to, siger Mette Rieck. 

Eventuelle planer om at udvide ligger langt ude i fremtiden. Familien Rieck er godt tilfredse med arbejdstilværelsen og stiller sulten med en enkelt slagterbutik. 

Tags:

Lønadministration

Relaterede indlæg