17 mar 2021

Susanna Christina Møller

Marketing Project Manager

Kompensation til festivaler og større events ved aflysning! Planlægningen kan roligt gå i gang.

Arrangører af festivaler, dyrskuer, markeder og større arrangementer i det hele taget har længe været i syv sind med hensyn til, om det kunne betale sig at begynde på planlægningen af sommerens begivenheder. Smittetallene er stabile, og flere og flere bliver vaccineret. På den anden side vil et forbud mod større forsamlinger gøre det umuligt at afvikle for eksempel en musikfestival eller et marked.

Der er nu endelig skabt klarhed, og planlægningen kan roligt gå i gang. Ikke fordi arrangementerne med sikkerhed bliver afviklet - det er nemlig for tidligt at sige - men fordi der er sikkerhed for kompensation, hvis et arrangement aflyses på grund af forsamlingsforbuddet. Den nye ordning gælder for arrangementer fra og med 1. maj til og med 30. september 2021.

Hvis forsamlingsforbuddet stadig blokerer for afholdelsen af større arrangementer til sommer, kan både arrangører, kunstnere, teknikere og leverandører i form af telte, sceneudstyr, fadølsanlæg og alt, hvad der hører til, nu se frem til at få kompensation.

Hvilke arrangementer gælder ordningen for?

Muligheden for kompensation gælder for

  • tilbagevendende begivenheder (for eksempel festivaler, markeder og Superliga-kampe)
  • begivenheder, som har været planlagt før den 6. marts 2020 (for eksempel koncerter)

 Deltagerantallet skal i alle tilfælde være mindst 350.

Hvilke udgifter dækkes - og hvor høj er kompensationen?

Kompensationen, som hovedarrangøren modtager, vil dels bestå af et beløb til dækning af egne faste omkostninger og løn og dels et beløb, som kan gives videre til leverandører og for eksempel kunstnere. Hvor stort et beløb arrangøren kan modtage i kompensation, afhænger derfor af størrelsen på de kontrakter, der er indgået.

Ved en kontraktsum på

  • 0-50.000 kr. kan op til 90% af udgifterne kompenseres
  • 50.001-100.000 kr. kan op til 85% af udgifterne kompenseres
  • 100.001-200.000 kr. kan op til 75% af udgifterne kompenseres
  • 200.001-600.000 kr. kan op til 65% af udgifterne kompenseres
  • 600.001 kr. eller højere kan op til 50% af udgifterne kompenseres

Nødpulje til velgørende festivaler

Ud over kompensationsbeløbene er der afsat yderligere 30 millioner kroner i en nødpulje, som velgørende musikfestivaler kan søge om i tilfælde af aflysninger.

Få det fulde overblik

Hvis du er interesseret i mere detaljerede oplysninger om kompensationsordningen, kan du med fordel kigge forbi i Kulturministeriet. Og vil du vide mere om hjælpepakker i det hele taget og mulighederne for din virksomhed i en corona-tid, er Danløns særlige corona-side absolut også et besøg værd.

Tags:

Corona Regler og love

Relaterede indlæg