10 jun 2021

Susanna Christina Møller

Marketing Project Manager

Få hjælp til aktiviteter, omstillinger og meget andet med sommerpakken

Vi kunne her på bloggen allerede for et par uger siden fortælle om, at der var afsat 1,6 milliarder kroner til en sommer- og erhvervspakke, som skal hjælpe kulturen, turismen og oplevelsesøkonomien gennem en sommer, hvor de udenlandske turister stadig vil være en mangelvare. Pakken er nu færdigforhandlet, og det ligger fast, hvad pengene skal bruges til, og hvordan de fordeles. Læs med her og få et overblik over de dele af pakken, der kan være relevante for din virksomhed.

Som en del af sommerpakken er der oprettet en omstillingspulje, som blandt andet hoteller, restauranter og andre hårdt ramte virksomheder kan søge fra til bæredygtige tiltag eller nødvendige ombygninger. Derudover vil restauranter få mulighed for at få tilskud på op til 35.000 kroner til arrangementer eller til at give rabat. Hoteller vil også kunne søge om tilskuddet - hvis blot der findes en restaurant på hotellet.

Hjælp til kulturen, idrætten og foreninger

Til kulturen, idrætten og foreningerne er der blandt andet afsat

  • 59 millioner kroner til aktiviteter for børn og unge
  • 180 millioner kroner til kulturaktiviteter
  • 20 millioner kroner til for eksempel museer og zoologiske haver til aktiviteter, omvisninger og andre tiltag, der kan tiltrække publikum
  • 10 millioner kroner til idræts- og spejderforeninger til planlagte arrangementer, der ellers ikke ville kunne afholdes på grund af manglende indtægter

Hjælp til turismen

Turismebranchen kan også få glæde af flere initiativer, for eksempel

  • 50 millioner kroner til en genopretningsplan for turismen i hovedstaden
  • 15 millioner kroner til markedsføring af kyst- og naturområder

Hjælp til særligt hårdt ramte virksomheder

De generelle hjælpepakker bliver udfaset i løbet af sommeren. Men der vil stadig være brug for hjælp til virksomheder i brancher, der har været særligt hårdt ramt af coronakrisen.

Der er derfor afsat 400 millioner kroner til forskellige støtteordninger til netop de hårdest ramte virksomheder.

Derudover er sat penge af til en eksportpakke, så danske eksportvirksomhederne kan være klar til at sælge deres varer til udlandet, når der kommer gang i handlen på tværs af landene igen.

Mere information

Den fulde sommerpakke kan du læse om i Erhvervsministeriet. Du kan også besøge Virksomhedsguiden eller ringe til Erhvervsstyrelsens hotline på telefon 7220 0034, hvis du har brug for flere informationer.

Tags:

Corona Regler og love

Relaterede indlæg