28 maj 2019

Kristina Loncar

Danløn, Content Creator

Supporthjørnet: Mød Marie Young

I dette supportportræt kommer vi tættere på Marie Young, der er 40 år

Hun var manager hos Nets for blandt andet betalingsservice og overførselsservice, indtil hun for lidt over et år siden takkede ja til at være supportchef hos Danløn – en beslutning hun er rigtig glad for.  

Med 12 års erfaring på lederposten og 8 af dem er inden for support, kan man vist godt kalde hende for ekspert på området.

- Jeg er specialiseret i at optimere processer og effektivisere afdelinger – det kan være robotter eller interne processer, uddyber Marie Young.

Står bag optræningsprogrammet i Danløn supporten

Optræningsprogrammet i Danløn supporten er blot ét af de mange tiltag, der kommer fra hendes hånd eller hoved om man vil. Den store opgave er at træne medarbejderne til at blive knivskarpe Danløn supportere.

- Jeg har udarbejdet rammeværket for opstartsforløbet og skemalagt, hvordan træningen skal foregå, mens Heidi Andersen har været ansvarlig for at drive det, så kæmpe ros til hende, siger Marie Young.

Udover at opstartstræningen skal uddanne medarbejderne og klæde dem godt på til supportkonsulent-rollen, er ambitionen også, at det skal gøre kunderne mere tilfredse.  

- Vores kunder oplever hurtigere svartid, selvom Danløn supporten nu altid har været enormt hurtige til at besvare spørgsmål.

- Vi fokuserer på at give kunden et fyldestgørende svar første gang, så de slipper for at bruge tid på at skrive frem og tilbage, siger Marie Young. 

Stærkt fællesskab og kompetente medarbejdere 

Skal Marie Young pege på, hvad der er det helt særlige som gør, at hun har lyst til at møde op på Engholm Parkvej i Allerød hver morgen, er det helt klart kollegaerne.

- Det kollegiale fællesskab er stærkt, og så har jeg nogle rigtig dygtige medarbejdere, hvilket jeg synes, er meget unikt for Danløn, forklarer hun.

Et andet element, der i den grad også lokkede hende til Danløn, er den igangværende udviklingsrejse, virksomheden gennemgår.

- Det er en enormt spændende rejse Danløn og Lessor Group er på. Jeg sagde ja tak til muligheden for at udforske omnichannel og åbne op for flere kanaler, som vi kan interagere med vores kunder på, uddyber Marie Young.

Danløn lønsystem har tre pendanter i Tyskland, Norge og Sverige til virksomheder med aktiviteter i Nordeuropa, hvilket betyder, at Marie Young tilbringer en del af sin arbejdstid i Tyskland, og det passer hende perfekt.

- Jeg er helt vild med, at der er mulighed for at arbejde internationalt, tilføjer hun. 

Jonglerer mellem flere roller i privaten

Marie Young er indbegrebet af struktur, og det gælder både i erhvervslivet, men så sandelig også derhjemme, hvor støvsugeren og mikrofiberkluden oftest er på overarbejde.

- Oprydning er min stærke side på alle måder. Min kæreste vil sige, at jeg har rengøringsvanvid, men jeg kan godt lide at sætte ting i kasser, uanset om det er på arbejde eller i privatlivet. Der er nok nogen, der synes, at det er for meget, siger hun og griner højt.

Marie Young gør sig også i rollen som alenemor for sin 7-årige datter, hvor skemaet hver anden uge er proppet med madpakker, skole og lektier.

Når hun så har tid for sig selv, kommer den indre livsnyder frem. Da bliver tiden brugt flittigt på kæresten, veninderne, fitnesscentret, shopping, middage og arbejde i Berlin.  
Faktisk har hun også en sanger gemt i maven, som får lov til at skråle for fuldt brøl, når Lessors eget band ved navn Paychexband slår pjalterne sammen. 

Maries gode råd til dig: "Køb Danløn Direkte og få frigjort tid, så du kan være mere effektiv"

Marie Young har flere gode råd gemt i ærmet, men hun fremhæver Danløn Direkte som en vigtig funktion. Telefonsupporten er genvejen til direkte hjælp, når det kniber med lønnen.

- Der er superkort ventetid og så sidder der yderst kompetente medarbejdere på den anden side af røret klar til at hjælpe kunderne.

- Det er bare noget andet, når man taler med en konsulent og så frigiver det tid, så kunderne får en effektiv arbejdsgang, slår Marie Young fast.

Tags:

Supporthjørnet

Relaterede indlæg