Regeringens hjælpepakker

Få hjælp til lønkompensation

Oversigt med revisorer og lønbogholder

I disse corona-tider er udfordringerne til at få øje på for mange virksomheder. Regeringen har søsat en række tiltag for at afbøde de økonomiske konsekvenser - flere af dem kræver hjælp fra revisor eller bogholder.

I Danløn har vi en lang liste af revisorer og bogholdere, der kan hjælpe din virksomhed godt på vej i hjælpepakke-junglen.

På listen kan du søge på postnr., by, navn eller telefonnummer. På den måde er det nemt at finde en bogholder i nærheden.

Vær opmærksom på krav om revisorærklæring

Vær opmærksom på, at nogle ansøgninger om kompensation kræver revisorpåtegning af autoriseret revisor, mens andre opgaver kan løses af bogholdere.

Når du er logget ind i Danløn kan du tildele din samarbejdspartner adgang på treniveauer og herefter er samarbejdet etableret - nemt og sikkert.

Find en revisor eller bogholder her

Spørgsmål og svar til regeringens hjælpepakker i forbindelse med coronavirus

  • Hvilke krav skal være opfyldt, for at jeg kan søge om lønkompensation?

    Du kan søge lønkompensation, hvis du forventer at skulle afskedige enten mindst 30 procent af den samlede medarbejderstab eller mere end 50 medarbejdere som en direkte følge af coronavirus.

    Du kan modtage op til 30.000 kr. om måneden pr. medarbejder.

    For at kunne søge om lønkompensation er det desuden et krav, at:

    - din virksomhed har sendt medarbejderen hjem med fuld løn

    - medarbejderne ikke arbejder under hjemsendelsen

    - virksomhedens lønudgifter ikke er dækket af andre støtteordninger, som er indført som følge af coronavirus

    Du må ikke opsige medarbejderen af økonomiske årsager i den periode, du modtager kompensation.

    Du kan indkalde dine medarbejdere med et varsel på 1 dag. Du skal herefter tilbagebetale kompensation for de hele dage, de pågældende medarbejdere er kaldt tilbage på arbejde.

    Du søger på virk.dk ved hjælp af NemID medarbejdersignatur. Erhvervsstyrelsen udbetaler pegene til virksomhedens NemKonto.

  • Hvor og hvordan søger jeg om lønkompensation?

    Du søger om lønkompensation på virk.dk, hvor du også finder en meget detaljeret vejledning.

    For hver medarbejder, som du søger kompensation for, skal du angive:

    - CPR-nummer

    - fuldt navn

    - periodens starttidspunkt (første dag med kompensation)

    - periodens sluttidspunkt (sidste dag med kompensation)

    - ansættelsestype (funktionær, ikke-funktionær eller elev/lærling)

    - månedsløn (i kroner)

    - antal dage undtaget (dage, der ikke søges om kompensation)

    - beskæftigelsesgrad (i timer), hvor 37 timer (eller derover) svarer til fuldtid

    Søger du lønkompensation for flere end 25 medarbejdere, skal du uploade en liste med oplysningerne i CSV-format. 

    Når kompensationsperioden er udløbet, skal du kunne dokumentere, at:

    - du har hjemsendt de berørte medarbejdere i den angivne periode

    - medarbejderne var ansat før den 9. marts 2020

    Erhvervsstyrelsen vil som udgangspunkt kræve, at virksomhederne gør brug af revisorbistand i den efterfølgende kontrolfase.

  • Kan jeg som selvstændig få kompensation for omsætningstab?

    Ja, du kan som selvstændig godt få kompensation for omsætningstab, hvis du:

    - har mindst 10 fuldtidsansatte

    - har mistet mindst 30 procent af din omsætning

    - har haft en omsætning på mindst 10.000 kroner om måneden i gennemsnit i 2019

    - ejer mindst 25 procent af virksomheden og selv arbejder i virksomheden

    - var registreret med virksomheden den 1. februar 2020

    - ikke får en personlig indkomst på mere end 0,8 mio. kr. i 2020

    Som selvstændig vil kunne få en kompensation på op til 75 procent af det forventede omsætningstab i perioden sammenlignet med den gennemsnitlige omsætning i seneste regnskabsår.

    Ordningen er rettet mod dig med en ejerdandel på mindst 25 procent, som også arbejder i virksomheden. Flere ejere kan søge kompensation samtidig, men der kan højst udbetales kompensation til fire ejere pr. virksomhed. Du kan kun få udbetalt kompensation for 1 virksomhed.

    Læs også vores blogindlæg om kompensation til freelancere og kunstere.

  • Er elever og lærlinge omfattet af ordningen om lønkompensation?

    Ja, elever og lærlinge er omfattet af muligheden for lønkompensation efter de almindelige regler. Det betyder blandt andet, at de berørte elever og lærlinge også skal afvikle fem selvfinansierede fridage i lønkompensationsperioden.

    I modsætning til andre medarbejdere, der søges kompensation for, kan elever og lærlinge dog fortsætte med at arbejde, mens de er hjemsendt.

    Lønkompensationen udgør 90 procent af lønnen for den enkelte elev og lærling.

    Særlige forhold

    Din virksomhed kan ikke få lønkompensation i de perioder, hvor eleven eller lærlingen er på skole, da du i den periode modtager refusion fra AUB til dækning af lønudgifter under skoleopholdet.

    Hvis du sender en lærling eller elev hjem, betyder det som udgangspunkt ikke, at den samlede uddannelsestid forlænges.

    Hvis lærlingen eller eleven er i prøvetid, suspenderes prøvetiden i den periode, hvor han/hun er omfattet af lønkompensationsordningen.

  • Kan sygemeldte omfattes af ordningen om lønkompensation?

    Ja, en sygemeldt medarbejder kan godt omfattes af ordningen om lønkompensation.

    Hvis du fastholder den sygemeldte medarbejder i sygedagpengeordningen og samtidig søger om lønkompensation, kan du modtage et beløb svarende til differencen mellem sygedagpengene (119,05 kr. i timen) og den lønkompensation, som du kan få efter lønkompensationsreglerne.

  • Er fleksjobbere omfattet af ordningen om lønkompensation?

    Ja, dine fleksjobbere kan godt omfattes af ordningen om lønkompensation, uanset om de er på ny eller gammel fleksjobordning.

    For fleksjobbere på ny fleksjobordning kan din virksomhed opnå lønkompensation for den faktiske arbejdstid og lønudgift.

    For medarbejdere på den gamle fleksjobordning er det muligt for din virksomhed at modtage lønkompensation for den del af lønnen, som du ikke modtager refusion for fra kommunen, samtidig med, at du modtager refusion fra kommunen.

    Du skal selv lave modregningen og indberette den arbejdsgiverbetalte del af lønnen til Erhvervsstyrelsen.

  • Hvordan håndterer jeg de fem fridage, som medarbejderen skal afholde?

    De medarbejdere, som din virksomhed søger lønkompensation til, skal bruge ferie, feriefridage og/eller afspadsering på i alt fem dage i kompensationsperioden. Hvis dette ikke er muligt, fordi medarbejderen ikke har dagene til rådighed, skal medarbejderen holde fri uden løn eller bruge dage fra det nye ferieår.

    Din virksomhed modtager ingen lønkompensation for de fem dage.

    Det antal dage, som den enkelte medarbejder skal finansiere, beregnes forholdsmæssigt i forhold til hjemsendelsesperiodens faktiske længde. Det betyder, at medarbejderen selv skal bidrage med 1,67 dage pr. måneds hjemsendelse.

    Hvem bestemmer finansieringen af de fem dage?

    Det er medarbejderen som bestemmer, hvordan de fem skal finansieres, det vil sige, om han/hun vil bruge for eksempel ferie, afspadsering eller en anden mulighed.

    Det er også muligt at bruge opsparet frihed, som vedkommende først optjener ret til på et senere tidspunkt. Dette skal dog aftales mellem dig og medarbejderen.

    Hvordan placeres de fem dage? 

    Som udgangspunkt skal du aftale med medarbejderen, hvordan de fem dage skal placeres. Hvis I ikke kan blive enige, er det dig som arbejdsgiver, der placerer dem.

    Det er dog et krav, at dagene placeres forholdsmæssigt i den periode, hvor medarbejderen er hjemsendt, for eksempel to dage i den første måned, to dage i den anden måned og den sidste dag i tredje måned.

    Find blanket til aftale med medarbejderen om brug af ferie, feriefridage, afspadsering eller tjenestefri uden løn her.

  • Hvordan beregner jeg fald i min omsætning for at få dækket faste omkostninger?

    Din virksomhed kan ansøge om kompensation for en andel af de faste
    omkostninger som for eksempel husleje, leasing og renteomkostninger.

    Du beregner din virksomheds fald i omsætningen ved at sammenligne din forventede omsætning i perioden fra den 9. marts til 8. juni 2020 med den faktiske omsætning i perioden fra den 1. april til den 30. juni 2019.

    Hvis din virksomhed ikke har haft omsætning i perioden fra april til juni 2019, kan du i stedet sammenligne med perioden fra den 1. december 2019 til den 29. februar 2020.

    Hvis din virksomhed heller ikke har haft omsætning i perioden fra december 2019 til februar 2020, skal du sammenligne din omsætning med perioden fra
    din virksomheds stiftelsestidspunkt frem til 9. marts 2020.

    Du skal have haft omsætning i mininum en måned for at kunne ansøge om kompensation for din virksomhed.

    Læs også vores blog-indlæg om hjælp til små og mellemstore virksomheder.

  • Hvornår skal jeg indberette og betale moms?

    Fristen for indberetning og betaling af moms er udskudt. Hvornår du skal indberette og betale afhænger af, om du afregner månedligt, kvartalsvist eller halvårligt.

    Månedlig momsafregning

    Ved månedlig momsafregning forlænges fristen med 30 dage. De nye frister er:

    - marts måned forlænges til 25. maj (tidligere 27. april)

    - april måned forlænges til 25. juni (tidligere 25. maj)

    - maj måned forlænges til 27. juli (tidligere 25. juni)

    - juni måned er fortsat 17. august

    Kvartalsvis momsafregning

    Ved kvartalsvis momsafregning forlænges fristen med et kvartal, ved at årets to første kvartaler slås sammen, så du først skal betale moms for første kvartal ved fristen for andet kvartal. De nye frister er:

    - 1. kvartal forlænges til 1. september (tidligere 2. juni)

    - 2. kvartal er fortsat 1. september

    Halvårlig momsafregning

    Ved halvårlig momsafregning forlænges fristen med 6 måneder. Det betyder, at momsen for de helt små virksomheder betales samlet for hele 2020 den 1. marts 2021. De nye frister er:

    - 1. halvår 2020 forlænges til 1. marts 2021 (tidligere 1. september 2020)

    - 2. halvår 2020 er fortsat 1. marts 2021

    Læs også vores blog-indlæg om hjælp til små og mellemstore virksomheder.

  • Hvornår skal jeg betale A-skat og AM-bidrag?

    Fristen for indbetalingen af A-skat og AM-bidrag er udskudt i fire måneder; foreløbigt for april, maj og juni. Du skal dog stadigvæk indberette og betale lønnen til dine medarbejdere.

    Nye frister for små virksomheder

    Fristen den 11. maj rykkes til 10. september

    Fristen den 10. juni rykkes til 12. oktober

    Fristen den 10. juli rykkes til 10. november

    Nye frister for store virksomheder

    Fristen den 30. april rykkes til 31. august

    Fristen den 29. maj rykkes til 30. september

    Fristen den 30. juni rykkes til 30. oktober

    Læs også vores blog-indlæg om hjælp til små og mellemstore virksomheder.

  • Hvilke regler gælder for refusion af sygedagpenge?

    Normalt kan din virksomhed først få refusion for sygedagpenge efter 30 sygedage. Men hvis din medarbejder er sygemeldt på grund af coronavirus, kan du få refusion allerede fra første sygedag. Ordningen gælder, uanset om medarbejderen er smittet med coronavirus eller sat i karantæne af sundhedsmyndighederne.

    Du kan søge refusion for alle medarbejdere, der har været sygemeldt fra den 27. februar. Medarbejderen skal skrive under på en tro- og loveerklæring om, at der er tale om coronavirus. En lægeerklæring er ikke nødvendig.

  • Hvordan dokumenterer jeg, at en medarbejder er syg?

    Du dokumenterer, at din medarbejder er syg, ved at medarbejderen på tro og love erklærer, at han/hun har en realistisk formodning om at være smittet med coronavirus.  

    Årsagen til, at der ikke er krav om dokumentation fra en læge eller sundhedsmyndighederne, er, at det vil kunne medføre en endnu større belastning af sundhedssystemet.