Fire funktioner til dig, der håndterer løn for mange

Håndterer du løn for mange medarbejdere i Danløn, så læs med her. Her præsenterer vi fire funktioner, der gør dit arbejde lettere. 

Lyder det ikke bare godt?

Efterhånden kan du håndtere mange aspekter af lønadministrationen i Danløn. Det betyder, at det er nærliggende at bruge Danløn - uanset om din virksomhed har under eller over 50 medarbejdere.

Simpelthen fordi det er nemt at gå til.

Derfor vil vi i den kommende periode sætte fokus på at udvikle Danløn, så det bliver endnu lettere at administrere løn for mange medarbejdere.

Hjælp til en hurtigere lønbehandling

  • Samlet indtastning
  • Lav flere skabeloner til oprettelse af medarbejdere
  • Mulighed for flere løntyper
  • Oprettelse af afdelinger til regnskabet

1. Samlet indtastning

Hvis du sidder og hiver dig selv i håret, fordi du altid skal ind på hver enkelt medarbejder for at registrere kørsel eller tillæg - så er der godt nyt med denne funktion, som vender op og ned på den kedelige vane.

I stedet for at tage en medarbejder ad gangen, kan du - under punktet 'Samlet indtastning', når du laver din lønbehandling - se alle medarbejdere og vælge de timer, tillæg og andre løntyper, du skal have med i lønkørslen. Når du har tastet de tillæg, du skal have med, gemmer du, og så er den klaret.

Næste gang, du skal køre løn ligger opsætningen gemt fra sidst, så du kan tage udgangspunkt i den. Du kan også slette kolonner igen, hvis de ikke er relevante ved lønbehandlingen.

2. Lav alle de skabeloner, du har brug for  

Du har længe kunnet oprette medarbejdere ud fra en skabelon i Danløn. Det vil sige indtaste nogle standardværdier i en skabelon, som gør sig gældende på tværs af medarbejdergruppen i din virksomhed. Men nu kan du oprette alle de skabeloner, du har brug for og navngive dem, så du nemt kan genbruge dem.

Du kan for eksempel oprette en skabelon for de timelønnede og en anden for de månedslønnede.  

Når du opretter en ny medarbejder i Danløn, kan du bestemme, hvilken skabelon medarbejderen skal oprettes efter. Du kan selvfølgelig altid vælge at oprette en medarbejder fra bunden uden en skabelon.

3. Opret flere løntyper

Før havde du op til fem løntyper til rådighed. Nu har du helt op til 50. Samtidig har du også mulighed for at styre satserne på de forskellige løntyper centralt.

Det giver dig fleksibilitet i din lønadministration, og medarbejderne kan nemt se på lønsedlen, hvordan lønnen er beregnet.

4. Opret afdelinger til dit regnskab

Hvis du bruger et regnskabssystem, der understøtter dimensioner eller afdelinger, så bliver du glad for denne nye funktion.

Funktionen gør det muligt at oprette tilsvarende afdelinger i Danløn, så slipper du for manuelt arbejde med bogføringen i regnskabssystemet. Hvis du tildeler en medarbejder en afdeling med tilhørende afdelingskode, så bliver posteringen placeret korrekt i regnskabet - uden du skal gøre mere.