Når en medarbejder er forhindret i at holde ferie
En medarbejder opsparer 25 dages ferie i løbet af et ferieår. Men der kan være situationer, hvor en medarbejder har været forhindret i at holde sin ferie og derfor gerne vil have det overført. Men hvornår må du det? Og hvad er en feriehindring? Bliv klogere i denne artikel.

Der kan være mange grunde til, at en medarbejder ikke har fået holdt sin ferie. Men ikke alle grunde er lige gode, når det kommer til ferieloven. Her skal medarbejderen nemlig have en såkaldt feriehindring.
En feriehindring er en gyldig grund til ikke at have holdt sin ferie. Hvis medarbejderen har en gyldig grund, kan ferien overføres eller udbetales. Ellers kan det ikke.
En feriehindring er:
- sygdom
- barsels- eller adoptionsorlov
- arbejde i udlandet, hvor du ikke er omfattet af ferieloven
- overgang til selvstændigt erhverv
- hjemmegående uden kontanthjælp, dagpenge mv.
- valg til borgmester, udnævnt minister eller lignende tillidshverv
- fængsel eller anden tvangsanbringelse
- lovligt varslede og afsluttede strejker
- værnepligt eller tjeneste i forsvaret
- udsendelse for forsvaret eller humanitære opgaver
- manglende penge på grund af en tvist om krav på feriepenge
- fri eller orlov til pasning af alvorligt syge børn eller forældre.
Det er fx ikke en feriehindring, hvis medarbejderen har haft for travlt til at holde fri, eller at der ikke har været andre ansatte til at løse arbejdsopgaverne. Det tæller nemlig ikke som at være feriehindret.
Som arbejdsgiver skal du sikre, at dine medarbejdere får holdt deres ferie. Det er bedst for både dig og din medarbejder. Opsparet ferie, som ikke er brugt, skal nemlig alligevel indbetales til en feriefond – og dér gavner pengene hverken dig eller din medarbejder.
Ferie skal overføres ved feriehindring
Med den nye ferielov skal ferien overføres til næste ferieår, hvis din medarbejder har været forhindret i at holde ferie.
Ferie kan kun udbetales, hvis en medarbejder allerede én gang har fået overført ferie, men har samme feriehindring året efter.
Der gælder nogle særlig regler, hvis sygdom forhindrer en medarbejder i at holde ferie. Bliv klogere på reglerne for erstatningsferie og sygdom her.
Sådan gør du i Danløn
-
Sådan overfører du ferie ved feriehindring
Du skal først registrere en rettelse af feriedagene, så de ikke længere står i systemet.
- Gå til ’Lønberegning’ og ’Rettelser’
- Indtast antal dage, der skal overføres i ’Afholdte dage’ under det optjeningsår, feriedagene skal flyttes fra.
- Indtast samme antal dage i ’Optjente dage’ under det optjeningsår, feriedagene skal flyttes til.
For medarbejdere, der har ferie med løn, er der et ekstra skridt. Der skal du også flytte feriepengene for de overførte dage.- Skriv beløbet med negativt fortegn i ’Feriepenge’ under det optjeningsår, ferien skal flyttes fra.
- Skriv beløbet i ’Feriepenge’ under det optjeningsår, ferien skal flyttes til.
Kategori
Ferie
Tags: