08 okt 2020

Mette Nørlem

Juridisk ekspert

Indefrosne feriepenge: Beholde, betale eller den fleksible mellemvej?

Du har flere muligheder, når det kommer til de indefrosne feriepenge. Du skal derfor tage stilling til, om du beholde pengene i virksomheden eller indbetale dem til Lønmodtagernes Feriemidler. Men der er også en anden vej at gå, som er mere fleksibel.

Lønmodtagere kan allerede nu få 3 ud af 5 ugers indefrosne feriepenge fra overgangsperioden udbetalt. Men det ændrer heldigvis ikke på, at din virksomhed først skal betale medarbejdernes indefrosne feriepenge til Lønmodtagernes Feriemidler til næste år.

Hvis du ikke allerede har taget stilling til, hvad der skal ske med de indefrosne feriepenge, så kan du gøre det nu. I denne artikel gør jeg dig klogere på dine muligheder og afslører en fleksibel mellemvej.

Hvem skal du betale indefrosne feriepenge for?

Indefrosne feriepengene er opsparet fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020. Du skal som udgangspunkt kun indbetale indefrosne feriepenge for funktionærer, som ikke er fratrådt i overgangsperioden. Med andre ord, så er pengene til timelønnede blevet indberettet og indbetalt, hvis I bruger FerieKonto eller en anden feriekasse. FerieKonto eller feriekassen overfører så pengene til Lønmodtagernes Feriemidler i 2021.

Du kan let se i Danløn, hvor stort et beløb, du skylder i indefrosne feriepenge for dine ansatte funktionærer. Det ser du under ’Ferie’ og ’Overgangsperioden’, og vælg ’Ferie med løn, ej fratrådt i OGP’.

Hvis din virksomhed har feriepenge i eget hus, skal du afregne indefrosne feriepenge for både funktionærer og timelønnede. Husk derfor at vælge alle medarbejdere, hvis du vil se i Danløn, hvor meget du skylder i indefrosne feriepenge.

Den årlige opkrævning i juli

I juli 2021 vil din virksomhed første gang modtage en årlig opkrævning. Denne opkrævning er kun på det beløb, som medarbejdere løbende får ret til at få udbetalt. Det er fx hvis medarbejderen går på pension, dør eller flytter til udlandet.

Herfra kan du beslutte, hvad der skal ske med resten af de indefrosne feriepenge.

Du kan vælge:

  1. at beholde pengene i virksomheden
  2. at indbetale det fulde beløb med det samme
  3. den fleksible mellemvej.

Læs med, når jeg forklarer mere om de tre muligheder.

1. Beholde feriepengene

Når du har betalt den første opkrævning i juli 2021, kan du vælge at beholde resten i virksomheden. Det betyder med andre ord, at du kan beholde pengene indtil medarbejderne forlader arbejdsmarkedet. Du vil derfor fortsætte med at modtage en årlig opkrævning hvert år i juli.

Fordelen ved at beholde feriepenge i virksomheden er, at din virksomheds likviditet ikke bliver ramt lige så hårdt af en stor udbetaling til næste år. Og det kan måske være altafgørende for din virksomheds økonomi. Det kan være en kærkommen løsning i disse tider, hvor flere virksomheder har været hårdt ramt af corona-krisen.

Men det er naturligvis ikke helt gratis.

Det er faktisk mere et lån fra Lønmodtagernes Feriemidler. Du skal derfor betale en slags rente hvert år for at få lov til at beholde resten af pengene i virksomheden. Det beløb kaldes indeksering.

Indeksering bliver beregnet ud fra det beløb, som du beholder i virksomheden, og afspejler lønudviklingen i det foregående år. Derudover skal du hvert år i august give besked om, hvorvidt du fortsat vil beholde pengene i virksomheden.

2. Fuld indbetaling

Du kan også vælge at indbetale alle feriepengene på én gang, når den første opkrævning lander i din indbakke. Så slipper du for at betale den årlige indeksering og rapportering af tilgodehavende.

Fordelen ved det er, at du har fået feriepengene fra overgangsåret ud af verden og ikke skal bekymre dig mere om det. Det kan for nogle være en lettelse at få ud af regnskabet.

Indbetalingen kan dog have stor betydning for din virksomheds økonomi, da det kan være tale om et ret stort beløb. Derfor er det vigtigt at have helt styr på, hvor stor en sum det drejer sig om, og hvordan det vil påvirke din virksomheden at indbetale alle feriepengene samlet.

Hvis den fulde indbetaling kræver, at din virksomhed skal optage lån i banken, bør du undersøge om det bedre kan betale sig at beholde penge og betale for indeksering.

3. Den fleksible mellemvej

Der findes også en tredje mulighed, og den er en meget mere fleksibel løsning. Du kan nemlig vælge at indbetale et frivilligt beløb - ud over opkrævningen, naturligvis. Beløbet skal dække for én eller flere af medarbejdernes indefrosne feriepenge.

Fordelen ved denne mellemvej er, at du kan undgå den helt store udbetaling til næste år, hvis din virksomheds økonomi ikke kan bære det. Så kan du selv vælge, hvor mange medarbejdere du vil betale feriepengene for. Samtidig får du nogle af pengene ud af verden, så du slipper for bøvl og udgifterne ved at beholde alle feriepengene selv.

Du kan til enhver tid indbetale et ekstra frivilligt beløb – året rundt.

Det kan du fx gøre, hvis din virksomhed står stærkere på et senere tidspunkt. Med den fleksible mellemvej kan du betale de indefrosne feriepenge over en længere periode i stedet for hele beløbet på en gang.

Lær mere om samtidighedsferie

Har du helt styr på reglerne i den nye ferielov? Ellers har vi i denne artikel samlet, alt du skal vide om samtidighedsferie.

Tags:

Feriepenge

Relaterede indlæg