Bliv klogere på din virksomhed med Danløn Data

Data skaber viden - og viden skaber værdi. Derfor har vi udviklet Danløn Data, så du kan blive endnu klogere på din virksomhed og sammenligne dig med andre i branchen.

Du ved måske godt, hvor mange ansatte du har, og hvordan fordelingen mellem mænd og kvinder er. Men ved du også, hvordan det ser ud for andre i samme branche som dig? Og hvor lunt i svinget ligger din virksomhed, når det kommer til lønniveau, anciennitet og rejseudgifter?

Læs med her og lær mere om Danløn Data, og hvad du kan bruge tallene til.

Når du logger ind i Danløn, lander du på forsiden, hvor du bliver præsenteret for en række vigtige informationer såsom nøgletallene og udviklingen i bruttolønnen måned for måned for din egen virksomhed.

Alle disse informationer kan være nyttige til at give dig et indblik i, hvad status er for din virksomhed og udviklingen – sort på hvidt.

Meget mere at komme efter

Men det stopper ikke her. For at finde frem til endnu flere data, skal du træde længere ind i Danløn-universet. Så kommer du nemlig til Danløn Data.

Klik nederst på knappen ’Yderligere information om virksomheden’.

Her kan du for alvor udforske og sammenligne din virksomhed med andre. Du kan nemlig se, hvordan din virksomhed klarer sig for syv forskellige typer af data og sammenligne det med gennemsnittet for andre i samme branche. Gennemsnittet for branchen er beregnet ud fra Danløns kunder og er opdelt efter branchekoder – der er altså godt 65.000 virksomheder i den samlede pulje.

Bruttoløn – fastlønnede og timelønnede

De to første grafer viser bruttolønnen for fastlønnede og timelønnede. De viser dig, hvor meget du i gennemsnit har betalt i løn pr. måned. Og de tal kan du sammenligne med resten af branchen. På den måde kan du se, om dit lønniveau ligger over eller under gennemsnittet.

Ansættelsestid

Dette søjlediagram viser dig den gennemsnitlige anciennitet for forskellige jobtyper i din virksomhed. Her vil du også kunne se, om ansættelsestiden er længere eller kortere andre steder. Hvis dine medarbejdere generelt er ansat i meget kortere – eller længere – tid end andre, så kan det være en idé at undersøge, hvorfor det er sådan. Kort ansættelsestid kan være et vigtigt signal, men behøver slet ikke være det.

Totale lønudgifter pr. måned

Modsat de to første grafer, så viser disse søjler dig dine totale udgifter til løn pr. måned. Her kan du se, om der gennem tiden er store udsving – og om det følger resten af branchen. Måske er der et mønster, du kan have gavn af at kende, når du lægger budgetter?

Arbejdstimer pr. måned

Disse søjler viser, hvor mange arbejdstimer dine medarbejdere lægger i din virksomhed totalt set. Ligesom med lønudgifterne kan du kigge efter, om der er et mønster, du måske ikke kendte til. Udsving kan måske forklares med sæsonen, men måske der kan være andre forhold, der også påvirker, hvor travlt der er i din virksomhed.

Rejsegodtgørelse og udlæg

I denne kategori finder du to grafer – en for rejsegodtgørelse og en for andre udgifter. Det er variable udgifter, som du med fordel bør kende niveauet af, når du lægger budget for din virksomhed. Ligesom før kan du også her sammenligne dig med andre i samme branche.

Kønsfordeling

Den sidste viser kønsfordelingen i din virksomhed. Du har sikkert allerede en idé om, hvordan kønsfordelingen er. Hvis din virksomhed kun har mænd eller kvinder ansat, kan du se, om det også gælder for andre i samme branche. Hvis ikke, så kan du overveje om virksomheden fremover kunne have gavn af at have medarbejdere med det modsatte køn. Den viden kan du bruge, næste gang du skal ansætte en ny medarbejder.

Tæt på sandheden

Selvom Danløn Data er baseret på informationer fra titusindvis af kunder, skal du være opmærksom på, at tallene er baseret på de informationer, som andre Danløn-kunder selv indtaster. Derfor er tallene ikke den endegyldige sandhed. Men du kan alligevel godt bruge dem til at blive klogere på din virksomhed og få en god idé om, hvordan det står til for andre.